At jeg ofte kommer for sent i seng, er noget min nørklekurv må bære skylden for.

søndag den 16. september 2007

Jeg lovede....

Jeg lovede lidt billeder af det strik der sidder på pindene i min nørklekurv.

Der sidder denne skønne lille pigebluse i str. 3 år til Johans gudbarn Tea.


Og det skal lige siges, at str. 3 år føles som en meget stor bluse, når det er på pind 2 :-)
Nå ja, der skal lige laves en mere (bare modsat i farverne) til storesøster Laura i str. 5 år.

Men det gør intet, at de tager tid at strikke, for både pigerne og deres forældre elsker, når jeg syr og strikker til de to små prinsesser. Og det gør jo det hele værd :-))

Opskriften er købt i TanteGrøn i Odense - den er en kopi fra en bog - og garnet er mandarin petite.

Så er der lige denne her på pindene - den er til mor her og jeg glæder mig til den er færdig :-)


Garnet er det lækreste, jeg længe har haft fingrene i. Der er Bali fra ggh.

50% bomuld og 50% acryl. Oprindeligt blev der købt ind til at strikke FIFI af (da jeg synes Rowans Calmer, var for peberet i prisen). Men jeg faldt over denne bluse i et ugeblad og så måtte jeg lige hente lidt flere nøgler i DAD garn i Odense.

Og mindsandten om der ikke lige er en bluse mere til vor mor på pindene ;-))

Jeg må have noget med rib - for det strikker jeg vist til mig selv konstant....


Ja netop, det er Mettes Rib fra Designclub i originalgarnet der er på pinden. En lækker meleret lys grå. Desværre er den bare nået dertil, hvor ribben bliver lidt kedelig at strikke på.
Men skidt - den passer fint som tv-strik så.
Så jo jo - selvom jeg har travlt med job og forestående flytning, så sker der alligevel lidt på strikkesiden også :-)
Så har jeg fået en nominering herfra, som jeg er meget stolt af. Uha, det er uhyggeligt som hun kort og præcist har ramt, med sin beskrivelse af mig 8-)
Jeg vender tilbage med den og videregivelsen af selvsamme :-))






tirsdag den 11. september 2007

Mangler timer i døgnet...

Jeg er her endnu, men mangler så frygteligt timer i døgnet.
Kunne det så bare undskyldes med dagene bliver kortere - men nej, den går vist ikke. Jeg behøver ikke nødvendigvis lyse timer, til det jeg ikke får nået for tiden.

Jeg får kigget på alle de forskellige skønne blogs rundt omkring. Men ikke engang lagt de kommentarer jeg egentlig gerne vil....
Jeg mangler kort og godt tid lige pt.
At arbejde tager mange af døgnets timer, kommer nok bag på de færreste. Men jeg indrømmer blankt, at jeg nærmest havde fortrængt hvor mange af dagens timer, der bliver sat til side til det :-))
Jeg er glad for at være kommet igang igen, så det er nu godt nok.

Jeg får bare ikke strikket, helt så meget som jeg gerne ville. Det bliver dog til lidt. Lige nu sidder den første af to små pigebluser på pindene. Den er til Johans gudbarn og bagefter kommer en til storesøsteren. En bluse eller er det tre til undertegnede er også igang :-)) Om kort tid skal der syes nyt trylletøj til gudbarnets fader. Der er ganske nok at tage fat på af kreative ting.

Oveni skal hytten lige pakkes i flyttekasser. Det skal Johans også. Vi har nemlig fundet et drømmehjem (indsæt selv alverdens jubel-udtryk). Kæmpe areal med højt til loftet og stuk overalt :-))
Vi glæder os vildt alle sammen og kan slet ikke vente på at forene vores hjem.
Faktisk glæder jeg mig så meget, at jeg slet ikke kan komme igang med noget af det der skal klares. Nå, jeg når det nok. Der er jo laaaang tid til ungernes efterårsferie;-) NOOOOOT Githa, det er lige om lidt - tag dig så sammen :-))

Jeg finder lige ud af at få taget et billede af tøseblusen i weekenden. Noget må jeg vist vise frem herinde ;-)))