At jeg ofte kommer for sent i seng, er noget min nørklekurv må bære skylden for.

lørdag den 20. september 2008

Trætheden har meldt sig

Jeg må indrømme at trætheden har sænket sig over mig.

Jeg sidder ganske stille. Lydene udenfor er som de plejer, livet kører sin gang - det er bare udenom mig.
Jeg er gået ganske i stå omend jeg stadig trækker vejret. Kæmper mig vejen tilbage, ved lyset findes forude - forhåbentlig.....
Min energi rækker ikke længere til at blogge - den energi der er tilbage, bruges til personligt at holde hovedet oven vande.

Derfor vil pausen herfra blive genoptaget.
Altså nøjes jeg med, at kigge ind og smide en kommentar hvor jeg plejer at følge med fremover.

Jeg vil benytte lejligheden til at ønske jer alle et rigtig dejligt efterår og vinter.

Githa

torsdag den 18. september 2008

mandag den 8. september 2008

Hvor heldig kan man være....

Mine vinduer trænger så gevaldig til en kærlig omgang pudsning, efter hele gaden har været gravet op gennem 4 mdr. nu.
Men det regner :-))
Så gider jeg sgutte stå derude og nusse med dem....

Bruger tiden til at vise et par af de projekter, der er kommet af pindene i sommeren.


Sokker kan altid bruges i rigelige mængder her i huset. Disse er i str. 37 og der er brugt 93 gr. GB Inka. Nu er det åbenbart "in" med lange skafter, så det må der til. Så tar det jo også kun dobbelt så lang tid at strikke dem jo :-/

Og jeg klager - hun har lige bestilt can-can strømper fra markno også. Og det skal hun få, for garnet er kommet hjem :-)

Jeg fik til nødt lov til at strikke hende en sommertop denne sommer og den er hun faktisk glad for.
Men det er ikke meget den unge dame vil have udover strømper. Det er med yngsteøglen som med de to voksne øgler engang - en periode, hvor mors hjemmestrik ikke dutter :-))
Det kommer igen - håber jeg

fredag den 29. august 2008

En god ven

til Sofien (Tineke døbte hende) er også flyttet ind :-)

Han skal vist også lige have vasket overkroppen engang. Hmm....gad så vide hvad han skal kaldes???

Jeg skulle lige se om hun hold målene - men fandme nej, hun må være en x-small. Ellers er muligheden at jeg er blevet en x-large de sidste par måneder. Godt nok har jeg taget en anelse (hvem prøver jeg at narre) på, men squtte så meget da :-((

Nå skidt pyt, skal jeg tabe mig så jeg passer tøj med hende, så ender jeg med at kunne gemme mig bag lysmasten udenfor vinduerne ;-)

Så prøver vi da bare med hans mål - og sørme ja - han matcher livet og over brystet mangler han kun 5 cm. Det må være de små gajoler jeg er udstyrret med der udgør den forskel ;-))

Kom så igang Githa - få strikket noget der kan prøves af på Sofien og hendes ven :-)

mandag den 25. august 2008

Ny logerende

Se hvad jeg har fået :-)

Hun har stået længe på ønskesedlen og nu er hun flyttet ind. Beklager at det er et "nøgenfoto" af den nye logerende, men "overfrakken" måtte lige en tur i vaskemaskinen :-)

Lige nu er hun plantet midt i spisestuen, for jeg skal lige finde ud af, hvor hun skal stå og pynte.

Men hun forpligter jo lidt, så jeg må snart hellere komme igang med at strikke hende noget, hun kan vise frem ;-)

fredag den 22. august 2008

På banen igen


Så er jeg så småt ved at finde blogland igen :-)
Loggede lige ind og tænkte "hold op det er længe siden" - det så pludselig helt anderledes ud herinde. Men jeg finder nu nok vejen rundt til nye indlæg.
Meeeeeen for pokker hvor jeg dog trænger til et nyt layout på bloggen. Det er sq da for kedeligt at kigge på hva!!!!
Ka' bare ikke selv finde ud af at lave noget fancy pancy, som jeg ser så mange andre blogge være bygget over. Hovedet i blød og ellers må jeg bare ud at finde en der vil bytte sin erfaring for en lækker fiber-gave jo ;-)
Der har ganske enkelt ikke været meget tid til at strikke i denne sommer og faktisk ser det heller ikke ud til den store ændring der den nærmeste tid....hmm - duer ikke rigtigt i min bog :-(
Og når tiden til strik endelig har været der, er det mest blevet til to skridt frem og tre tilbage - altså strik og trævl op.
Med en enkelt strikket sok om ugen, går det ganske enkelt for langsomt. Men det er hvad tiden rækker til pt. Og når man nu hader at strikke sok nummer to, bliver det ikke til meget færdigt arbejde :-)
Jeg skal lave et indlæg i weekendens løb, med det lidt jeg har at vise frem.
Og så skal det være løgn - jeg VIL have tid til at strikke og det skal være snart. Så må noget andet bare vente må det så ja..........
Så må jeg jo håbe der er nogle tilbage, der gider se og læse lidt om det kommer fremover.
Er du der endnu??? :o)

søndag den 25. maj 2008

PAUSE

Jeg kommer til at trække mig lidt væk fra bloggen et stykke tid.
Endnu er jeg ikke helt klar over om jeg overhovedet kommer tilbage igen.
Tingene roder lidt for meget i mit liv lige pt.
og dem er jeg nødt til at forsøge at få styr på.
Livet er en gave, der ikke altid er nem at leve.
Rigtig god sommer til alle dem der kommer fordi her.
Hilsen Githa

fredag den 16. maj 2008

Kilde til energi skal findes...

Så er det da godt, at solen skinner og varmen bryder gennem hud og sind og finder vej til sjælen.
For jeg er tom for energi nu....
Flytningen er overstået og vi er så småt ved at komme på plads i vores nye lejlighed Simon(e) og jeg. Skal lige finde ny energi, til de sidste kasser og til ophængning af alt pyntestadsen.
Men vi er her og Simon er glad igen - det er det der tæller i min verden :-)
Jeg har strikket lidt indimellem, men det har ikke været det vilde output, der er kommet.
Det har vist nærmest været "opstartere" og "optrævlere", der har præget mig gennem et stykke tid. Det giver ingen fædige projekter. Men det skal nok komme igen inden længe forhåbentlig.
Jeg følger lidt med på sidelinien og pludselig er jeg tilbage igen :-)

lørdag den 3. maj 2008

Køn plante


Jeg synes lige jeg ville forevige min meget smukke og meget store Medinilla Pinatubo.

Den kan slet ikke være i sin potte. Jeg har dog i dag været ude at købe en ny (efter billederne blev taget aelvfølgelig :-))

Dog er den stadig stablet op for ikke at blomsterne skal ligge i vindueskarmen.

Jeg må vist hellere se om ikke jeg kan finde mig en gammel pidestal et sted - altså til blomsten og ikke mig ;-)

Blomsterne bliver større endnu og vil hænge 3 til 5 mdr.

Der er kun taget billeder meget tæt på, for mit hjem lige nu ligner ærlig talt en krigszone af flyttekasser og andet hejs. For pokker hvor jeg glæder mig til den 15. hvor jeg flytter i min nye lejlighed :-)




fredag den 18. april 2008

Karklude-opskrift

Nu har jeg fået et par forespørgsler på mine hjemmestrikkede karklude. Så her kommer opskriften:

Til en karklud på 23 x 28 cm. har jeg brugt 1 ngl. Florida (Føtex). 50% bomuld og 50% akryl. Løbelængde 150 m pr. 50 gr.
100% bomuld kan også bruges, men karkluden vil komme til at virke mere "tung" og bruge længere tid på at tørre.

Mønstret består af 2 p som gentages til nøglet er strikket op.

Slå 71 m op på p 3½.

1. p: 1 vr, 1r gentages pinden ud.

2. p: r hele pinden.

Fortsat til du har garn nok tilbage til aflukning. For at få den pæneste kant lukkes der er på p 1 i rib. Så ruller den ikke som hvis man lukker af i glat.

God fornøjelse derude :-)

Ind imellem....

Superkarla kræver jo en anelse koncentration - har jeg måttet konstatere. Meeeen nu varer det snart ikke så længe før hun er klar. Så er hun vis i virkeligheden også strikket op et par gange - hvis man tæller alle de masker jeg har strikket baglæns med :-)

Så ind imellem strikkes der lidt andet. Noget så enkelt som nye karklude i lækre farver.


Jeg trænger til lette sommerfarver der vidner om sol og varme. Så det blev i disse farver.

De bliver rigtig lækre og strikkes i halv bomuld og halv akryl, så de ikke bliver så "tunge" og tørrer hurtigere igen.

Strikket så den ene side er "blød" og den anden i en mere "grov" vaflet side

Så er det bare snart ud med alle de tynde købeklude jeg ejer :-)

mandag den 14. april 2008

Den bedste terapi

ligger lige pt. i mit SuperKarla sjal.
Og tusinde tak for den opbakning jeg har mødt herinde - virkelig noget der varmer.

Hvis jeg skal tænke på hvornår mit sjal er færdigt - så burde det vist have været det nu. Jeg har nok strikket lige så meget baglæns som der indtil videre er strikket op :-)
Sådan er det så, når tankerne ind imellem tar flugten til andre ting.
Jeg er nu ved firkant 18 og den eneste ændring jeg har lavet ligger i firkant 16. Jeg skiftede simpelthen mønstret ud med et fra Halsduken.
Sådan går det så også når man ikke læser teksten ordentligt :-)
Da jeg havde strikket nr 16 op to gange og det lignede jeg ved ikke af hvad, besluttede jeg at skifte det ud med andet mønster. Som sagt så gjort og lige nu sidder jeg og ser hvordan jeg skulle have tacklet de to omslag, som var dem der drillede - så kan jeg lære at koncentrere mig og læse ordentligt, kan jeg så.....
Men det gør nu ikke noget og jeg piller ikke det op jeg har sat i stedet - for jeg kan li det :-)


Jeg har sat et nærbillede ind for at lade garnet komme lidt til sin ret, for det er bare så smukt. Det første billede er dog det der farvemæssigt er mest korrekt og dog er det en anelse mere mørkt og klart.
Farvenuancen i det er helt perfekt og jeg er spændt på det bliver færdigt....stille og roligt :-)







søndag den 6. april 2008

Første firkant....

Så er første firkant til superkarlas sjal endelig godkendt af undertegnede.

Efter i aftes at have strikket den på pind 3½, kom erkendelsen af, at strikkefastheden (hvilken jeg vitterligen har et skidt forhold til) var endt helt ude i hampen.
Nå, men så prøver vi da bare pind 4 og krydser fingrene - hurra, den er der næsten 13x14, hvilken jeg accepterer ;-)



Et billede lidt tættere på gengiver måske nuancespillet i mit lækre garn fra Bente.

Jeg er absolut vild med det og billederne yder det på ingen måde hvad det fortjener. Farverne er lang mere skarpe og klare end billedet antyder.

Jeg tror nok det skal blive godt det her....

lørdag den 5. april 2008

Færdig Halsduk

Så er den første Halsduk pillet af pindene.

Den skal lige have hæftet et par ender og så ellers en tur i vaskemaskinen. Spændes ud skal den jo også - må vist hellere tjekke beholdningen af nåle og ellers lige finde et sted der er langt nok til det formål :-)

Jeg har kun taget et enkelt billede her i køkkenets kunstige aftenbelysning. Ikke så spændene og det skal jeg nok få gjort bedre i morgen :-) altså når den altså når lige Hooveren har haft den under kærlig behandling ;-)

Fakta følger i morgen....

Jeg synes den er blevet lækker og det er ikke den sidste der er lavet, så meget er sikkert.

Nå - men hvis i så ellers vil have mig undskyldt, så vil jeg lige ind og kigge om der monstro ikke er noget der skal overtage pinden ;-)

Manner hvor er jeg spændt på det, så jeg finder lige det lækre frem af kurven.

tirsdag den 1. april 2008

Hun kan bare det der.....

hende Bente. Det mest lækre garn sidder jeg lige nu og gramser på - vær bare misundelig ;-)


Det er lige præcis som jeg drømte det skulle være. Og helt bestemt ikke det sidste jeg har bestilt hos Bente.

Se det farvespil - hvor farven i det første billede er meget meget tæt på :-)
Så nu kan KAL 2008/superkarlas sjal godt begynde for mig :-))

tirsdag den 25. marts 2008

Groggy...



Det er den helt rette beskrivelse for mig lige nu. Men på den fede måde altså.
Jeg har lige ligget en time i stolen og nydt mit gavekort.

Sig mig lige engang - kom jeg ikke til at bestille en ny tid?

Joooooo - det tror jeg da vist nok jeg gjorde :-))

søndag den 23. marts 2008

Så langt - så godt

Da billederne blev taget var jeg midt i mønster 11. Men så skulle jeg lige se et afsnit af Navy CIS og nu er der kommet nogle flere pinde på :-)

Jeg beklager kvaliteten, men de er taget i kunstig køkken-belysning :-)

Mønster 5 ser således ud efter opskriften. Nå det trækkes i facon er der ingen forskel på dem. De ligner små oste eller kagfestykker i faconen :-)

Tror godt jeg kan nå en pind eller 2 mere i aften, hvis jeg skynder mig at finde stuen igen. Bye bye.....................

torsdag den 20. marts 2008

Julen nærmer sig med hastige skridt...

Nå ja, måske ikke ligefrem sådan i bogstavelig forstand.
Men dog på årets KAL for der er det blevet den 4. december her :-)

Jeg er startet på Halsduken klokken halv ti i aftes og er da nået lidt her på min fridag.
Den er faktisk sjov at strikke og jeg har lidt svært ved at give slip.


Jeg strikker den i Baby soft fra Mayflower. Mest fordi det ikke oprindeligt var den jeg lagde ud med at ville strikke og så fordi jeg havde det i lagerbeholdningen. - læg lige mærke til den skinnende glød glorien lagde over bloggen . Så går vi jo også mod foråret og jeg tænkte det sikkert kunne bruges i den tid, når det er strikket op i en blanding af bomuld og acryl. Faktisk bliver det fantastisk blødt og lækkert.
Farven er såmænd snehvid, selvom billederne i dagens lys nærmest giver det et blåt skær. Strikkefastheden er jeg ikke gået så meget op i, men det måler 34 cm. i bredden når det bare ligger på gulvet uden at blive trukket i facon.

Mavefornemmelsen er at det bliver ganske fint i det garn. Og jeg er sikker på der nok skal være nogle "damer" der får øje på det og må eje sådant et ;-)




lørdag den 15. marts 2008

Som om....

jeg ikke har nok at lave - så syntes jeg da lige, at jeg måtte melde mig til årets webstrik KAL. Så er det gjort og jeg skal bare lige finde en 8-10 timer mere i døgnet :-)

Alle de andre skal være med og så må jeg jo også - især fordi jeg er vild med alle tre ting der er på bedding.

Ellers gik jeg i sidste uge lidt død i dominostrikningen. Noget andet måtte lige samles op på pindene og det blev disse her. og tusinde tak til Karen, for at ville dele sin kreation med os andre. Strikket i hjertegarns Bamboo strømpegarn, som var en af mine fødselsdagsgaver fra gruppen i webstrik. Dem bliver jeg glad for kan jeg mærke - altså når makkeren lige er strikket også ;-)

I forhold til de almindelige kedelige-at-strikke-glatstrikkede-sokker, så er det her sjovere at strikke. Der er da også nogle andre i familien, der har spurgt hvem de dog var til :-)


De ser smartere ud på fødderne, men så kan jeg altså ikke tage billeder uden det ser ud som om jeg går på loftet :-)



Meeeen der er taget fat på dominoen igen og sidste strømpe må lige vente lidt.

Og skulle jeg kede mig - hvilket er ret utænkeligt - så starter jeg da bare her..............


Der er da nok at tage fat på, det er både sikkert og vist. Bare den nu ikke ender som en monterings-ufo :-)




torsdag den 28. februar 2008

Rolige fremskridt

Der sker fremskridt i det stille med dominoerne fra drops. Faktisk er den meget hyggelig at strikke, men jeg gruer for monteringen, med alle de ender der er. Ikke just min stærkeste side, for bare at sige det mildt.

Men se så lige her. Mine ADDI pinde bliver nærmest sorte og garnet glider meget trægt på mine yndlingspinde. Er der nogle af jer der har observeret det samme på jeres?
Jeg går næsten ud fra det er syren fra mine hænder der er på spil her. Jeg kan "æde" en synål med den på rekordtid.
Men hvordan pokker får jeg den fin igen?
Jeg vil jo nødig at jeg konstant skal købe nye pinde :-(
Nogle derude der har en løsning, så vil jeg blive meget glad.


Olsen har været på springtur.
Det sendte os andre 17 timer i helvede, til nogle rare mennesker fandt hende i morges kl. 7.00.
Det lille kræ har vandret Nyborg tynd i den kolde nat helt alene og klaret sig udenom biler, vand, store katte og andre farer der må lure på sådan en lille fis. Hun er ved at skifte sine tænder og har derfor ikke fået de nye hjørnetænder endnu. Så hun ville ikke have en chance derude mod andre dyr.
Som følge af tandskifte har hun også bidt så meget i sin snor af den åbenbart bristede i går, da pigerne var ude at gå med hende. Hun blev forskrækket og stak af fra dem. Stakkels tøser..... Vi ledte og kaldte i hele byen, sendte alle ud, venner, skolekammerater og alt hvad der kunne komme krybende hen ad gaden blev spurgt om de havde spottet hende. Intet tegn på hende nogle steder i de 6 timer vi ledte i aftes. Kl. 4 i morges gik jeg igen på gaden og kaldte, men stadig ingen tegn. Men jubbi - nogle mennesker troede en mår gik i deres indkørsel og det måtte undersøges nærmere. Det var bare en lille forkommen frk. Olsen der ledte efter hjemmet igen.
Hun har nu fundet det og er meget træt. Hendes yndlingsplads (kurven) er indtaget sammen med alle hendes yndlingsting, som hun har samlet sammen rundt om sig.

Der må soves igennem nu :-)


Hvor er vi alle glade for du blev fundet i god behold lille pus

søndag den 17. februar 2008

Finito og færdig

Er hvad blusen i den lækre blå farve er blevet.



Det er en af Drops nye forårsmodeller bare strikket uden blomsten på brystet.

Jeg har strikket den i Palino fra Hjetegarn. 100% merinould og det er vanvittigt blødt. Jeg har taget hul på og brugt ca halvdelen af det 7. nøgle og til trods for det vejer blusen kun 296 gr. Man undres, da det er kun ender fra hæftningen der er tilovers og det halve 7. nøgle.

Nu er blusen vasket og venter på at bliver tør. Jeg har strikket den i str. L og den passer perfekt. Jeg synes dog den virkede lidt slasket erfer vask, men mon ikke det retter sig ind når den er tørret igen :-)

Nyt projekt røg på pindene i aftes.

Det ser temmelig rodet ud og det er det også på nuværende tidspunkt at sidde med.

Igen en af Drops nye modeller. Mest fordi jeg havde købt en del af garnet fra sidste sommer i Tinekes Sysleri og kun skulle supplere det en anelse :-)
Vi får at se hvordan modellen arter sig efterhånden som den vokser.

God søndag til alle derude - her råhygges der nemlig.

mandag den 11. februar 2008

Det smukkeste vejr og alligevel gaveregn på MIG :-))

Jeg blev 1 år i går. Det har jeg i hvert fald ladet mig fortælle - livet starter først ved de 40 år og ergo blev jeg så 1 år. Og på det punkt er jeg både naiv og nem at narre. Herlig alder med sådant et enkelt år skulle jeg lige sige ;-)


I den anledning fik jeg mange lækre gaver.

Vi er en lille sluttet familie Johan jeg og samlet 5 børn. Resten har vi selv valgt fra.



Alligevel er jeg blevet begavet med de lækreste ting. Gavekort til forkælelse så det vil noget. Næsen i sky og voila jeg er som ny ;-) Lækker og blød i ansigtet som en nyfødt babymås :-))






De lækreste fibre fra Kartehuset samt en håndten. For 20 år siden spandt jeg meget på rok og nu skal det her prøves. Jeg glæder mig vildt.



Og når det er spundet til garn så har jeg mindsandten også fået både garnvinde og krydsnøgleapparat til at vinde det op på :-)









Mine to store voksne piger har sørme også købt lækkerier. Isprinsessen af Camilla Läckberg. EN bog jeg længe har haft på ønskesedlen. Uhhh....jeg glæder mig til en stille stund med den ;-)







Gaver hvor der udelukkende er tænkt på mig og mine behov.

Er der noget at sige til jeg elsker min lille men tætsluttet familie over alt på jorden. Jeg har sagt tak for gaverne flere gange, men tak fordi i står mig tættest af alle.
Elsker jer alle fra størst til mindst..........


Af min web-fødselsdagsgruppe har jeg sørme også fået de lækreste sager.

Til venstre tre nøgler Bamboo strømpegarn fra hjertegarn og de sødeste små pinde fra Lisbeth.
Det glæder jeg mig til at prøve og de bliver vist til undertegnede ;-)











Her til højre to nøgler fritidsgarn, et broderet håndklæde og påskepynt fra Hanne og Maibritt. Der skal strikkes og filtes "sutter" til mor nu :-)














Til venstre herunder er det fra Merete 3 nøgler silke i den smukkeste sarte forårsgrønne farve og 2 nøgler lys lilla bomuldsgarn med silkelook i en nuttet lille metalkuffert. Og mindsandten om ikke der var lækker chokolade fra Cóte d'or og to breve med Kusmi Te med navnene The du Martin og Darjeeling. Faktisk er jeg ikke den store tedrikker, men jeg har efterhånden læst så meget om disse the'er på diverse blogs, at jeg glæder mig til at prøve dem. Mens jeg nyder the og chokolade vil jeg kigge efter noget at omdanne det lækre garn til :-)















Sidst men ikke mindst, så er der her det lækreste nøgle New Zealandske lammeuld i lyseblå og lækker påskechokolade fra Jane. Det skal vist laves til en lækker sag sammen med en del andre farver jeg har liggende i samme kvalitet. Måske kommer der en HF eller Isager model ud af det
:-)


Tusinde tak til jer alle sammen :-)

mandag den 28. januar 2008

Lidt tid til mig

Uhhh hvor jeg nyder det. Tiden lige nu er min og jeg sidder i mit hyggehjørne i køkkenet og strikker og læser blogs og drikker kaffe og og og..... Tiden er bare min og kun min lidt endnu :-)
For i aften kører jeg på job igen og snupper en times spinningsundervisning, men så holder jeg også fri lige til i morgen kl. 05.00 :-))


Jeg strikker på denne her. Jeg har faktisk det rigtige garn liggende til den, men jeg har valgt noget helt andet. Nemlig et overskønt garn fra Hjertegarn ved navn Palino 100% merinould og hamrende blødt. Har et lækkert stræk i sig og jeg er spændt på at se om det lykkes. Indtil videre kan vi godt kalde det er strikkeprøve, for jeg kan ikke rigtig se om det bliver rigtigt før jeg når op på den glatstrikkede del af blusen.


Forresten udelader jeg den lidt "pigede" blomst foran :-)

søndag den 27. januar 2008

Hjælpen kom...

Ugens kvinde sendte mig en hånd i form af en rest garn og jeg blev færdig med denne her.
Ikke samme indfarvning, men det ses overhovedet ikke - heldigvis :-)
Takker tusinde gange Tineke, jeg finder lige på en lille overraskelse, der skal en tur til jylland ;-)

Færdig og færdig, der mangler lige at blive hæftet nogle ender og syet lidt under ærmerne. Men det er vel smådetaljer, for en der hader montering i den grad, at der ligger flere projekter som aldrig er kommet længere end dertil. Nå, men denne her skal nu nok blive helt færdig. Det er jeg sikker på ejermanden eller pigen nok skal holde mig op på. Der er bare et eller andet med aflukningen efter sidste mønsterrapport. Det er ligesom om det "vopler" rundt og ser forkert ud. Måske retter det sig efter en gang vask - det håber jeg.

Det ses lidt tydeligere på dette billede. Den er et hit hos Simon (Simone), der ikke rigtig ville smide den igen, efter prøvningen af det færdige resultat.

Den er strikket i en small og så har jeg bare taget 4 cm af ærmernes længde, så gled den lige på en 11 årig og passede som hånd i handske :-)


mandag den 21. januar 2008

For fa.... da osse

Det går ellers godt med dominostrikningen her i hytten.

Eller gør det nu også det Githa???

Den skarpe iagttager vil nok ligge mærke til den lille maskeholder oppe venstre hjørne. Og her er der god grund til at kalde den maskeholder, for det er lige hvad den er. Øv også....men jeg piller sgutte op igen. Bare det at huske og strikke den sidste maske vrang og IKKE ret på pindene har voldt mig kvaler nok ved at pille op i Kauni-garn. Men så ka jeg lære det endnu engang - eller hva'??

Troede lige jeg havde 100% styr på skidtet. Men det er vist nærmere skidt på styret lige nu, jeg har. For jeg sad også lige og læste mig frem til at skulle have 4 firkanter i højden på en str. 8 år. Hvis du kan tælle til 4 i højden bliver jeg glad, for jeg kan inte :-(

Nå men skidt pyt her, det kompenserer jeg for ved at strikke lidt højere i ret på bærestykkerne.

Hvornår lærer jeg at læse hele opskriften igennem, i stedet for at tro jeg bare kan det der :-).

Jeg skal bare i gang og det kan kun gå for langsomt, når ideen er der *tsk tsk*

Men bortset fra det, så synes jeg den tegner til at blive lækker. Dog er jeg spændt på om modtageren vil synes det samme, eller om kradseniveauet bliver for højt.


torsdag den 17. januar 2008

Mens vi venter......

På førstehjælp herfra til at færdiggøre dette projekt



En "forbryder" til Simon. Superbrugsen udgave af den populære sweater strikket op i Karisma fra Garnstudio. Jeg mangler 5 omgange mønster og har kun den rest der ligger i højre side af den koksgrå farve tilbage. Den når man altså ikke langt med :-) Men heldigvis så Tineke mit nødråb og sender en rest hun har i farven. Jeg kan ikke finde indfarvningen nogle steder mere, så jeg satser på der ikke er så stor forskel. Ellers er der kun en udvej tilbage og den kender vi sikkert alle. At trevle op, købe et nyt nøgle og ellers strikke sidste rapport op igen.

Men det gider jeg ike, hvis jeg kan slippe. For jeg har nemlig garn liggende til en mere som Johans Simone skal have. Og jo jo, jeg har sørget for der er garn nok i begge farver til den. Eftersom der kun er ganske få cm. forskel i højden på vores to hjemmeboende øgler, må der nødvendigvis vælges forskellige farver (jeg kan sgutte kende forskel på vasketøjet ellers) så den næste er med en mørk brun som kontrast til den råhvide.

Nå.....nok om de bluser lige nu. De bliver jo nok færdige eftersom tøserne nærmest spørger hver dag efter fremskridt :-)

Til Johans mindste Louise på snart 8 år har jeg så puttet dette projekt på pindene.

Anne Sofie af Karen Noe og mit allerførste domino-projekt.

Jeg overlader til de professionelle domino-strikkere at afgøre om det er ok arbejde :-)

Jeg synes i hvert tilfælde at det er sjovt. Ikke mindst fordi det også er mit første projekt i Kauni effekt. Jeg er spændt på at se det endelige resultat i farveforholdene og krydser fingre for at det går bare lidt op i sidste farve-ende :-)

Lidt strik gled der også over pindene i december.
Bla. denne julegave til min midterste tøs Nansen (Nanna). Modellen er bare Simon, for det er ikke sådan lige at fange Nansen til at stille op til fotoreportager ;-)

Hun er kisteglad for sættet. Desværre var det en jul uden børn for vores vedkommende, så jeg så ikke misundelsen hos hendes storesøster, da gaven blev åbnet. Men den var så stor at der ikke gik lang tid før min telefon ringede: "Moaaaar....vil du ikke også godt strikke sådan et sæt til mig, hva, hva, hva????". Den store hvalp TUUT (Titti) ville da så gerne have sådan en hue i råhvid - hun havde da lige noget den ville stå godt til :-) Og selvfølgelig har jeg strikket en til hende også, enderne skal bare lige hæftes og så er den på vej til sjælland.

Så er der familiens lille "baby". Olsen alias Ole alias Ole O. alias Ole Bole osv.... mener bestemt, at alt hvad vi foretager os, skal hun deltage i. Gælder også for mit strikketøj. Hun ligger helst på skødet oven på strikketøjet om aftenen :-)

Flot pige, ikke sandt? :-)








fredag den 4. januar 2008

Man kan vel godt sige...

at det må være på tide med et glædelig "bag"jul og godt nytår fra mig.
Så det er hermed givet til dem der kommer forbi min blog.

Jeg har ikke været så god til at få opdateret bloggen det sidste lange stykke tid.
Ikke fordi jeg ikke strikker - det gør jeg. Men der er sket mange ting her i hytten gennem de
sidste måneder.
Først en flytning, som virkelig har trukket tænder ud i forhold til at få tingene gjort færdige i vores lejlighed. Dernæst har jeg skiftet job også. Ikke bare til et nyt kontorjob, næ nej...jeg har skiftet til en helt ny boldgade. Og jeg er glad for skiftet. Jeg er nu gået hen og blevet fitness-instruktør på fuldtid. Det er dejligt og en stor omvæltning fra min tidligere karierre som salgskoordinator. Et hop af de store - men heldigvis også gode. Nu skal vi bare have hverdagen til at køre med de skiftende arbejdstider vi har begge to. Det skal nu nok komme til at gå fint, så jeg er helt fortrøstningsfuld på det punkt.

Jeg håber også, at det giver mig lidt mere luft til at skrive indlæg om mit strikkeri her på bloggen. Nogle dage er formiddagen bare min, ligesom lige nu og det er helt fint med mig :-)

Jeg skal se at få taget nogle foto af det der er kommet af pindene i den sidste tid.
Også af det der er givet ud i julegave - skal bare lige have Nansen til at tage et foto af det først, men det kommer nu nok. Vi har jo ikke travlt, vel ? ;-)

Jeg vender tilbage med billeder af igangværende og færdige projekter i nær fremtid.
Indtil da - nyd lidt af den kolde vinter der har ramt os. Gid der må komme lidt sne over Nyborg snart, det ønsker jeg mig.....